Mit navn er Marie, jeg er 28 år og er bosat på Nørrebro. Jeg bor sammen med min kæreste, Simon, i en 3. værelses andelslejlighed på 70 kvm. Jeg købte lejligheden i sommeren 2010, lejligheden var et håndværker tilbud. Da jeg købte den var der ikke bad, strømmen virkede ikke, tapeten hang i laser og alt var orange af nikotin. Jeg overtog lejligheden i august, flyttede ind i oktober og først lige før nytår havde jeg et toilet, bad og køkken. Det kostede blod, sved og tåre at komme i mål. De første år, har jeg delt lejligheden med forskellige roommates, men i maj sidste år flyttede Simon ind.

 

Både Simon og jeg er ved at uddanne os til folkeskolelærere, vi bliver begge færdige til sommer. Jeg har fagene matematik, natur/teknologi og håndværk&design. Håndværk & design er et nyt fag i folkeskolen, det er sløjd og håndarbejde smedet sammen og tilsat et design element. Jeg har en uddannelse i forvejen, jeg er også designteknolog fra Kea. Jeg arbejdede nogle år som stylist, hvor jeg lavede tv-shows og reklamer.

Min blog kommer til at handle om boligindretning, da det er en stor interesse. Jeg vil også bestræbe mig på at dykke ned i hvem designerne bag møblerne er. Hvis jeg skal undervise børn i design, bliver min baggrundsviden nød til at blive bygget op. Der kommer nok også til at være nogle afstikker fra interiør, men dette vil være mit omdrejningspunkt.